Jeg siterer nedenfor baksiden av det danske tidsskriftet «Kritik» (Nr. 195 Marts 2010). Tittel: Protestantisme og politik. Blant 11 kritiske bidragsytere finnes professorer og doktorander, med tittelen «dr.
theol», «dr. juris», «dr.pæd» og «dr. phil.». De har altså en solid akademisk bagrunn for sin kritikk.
«En mærkelig
myte hjemsøker Danmark. Myten har bredt sig, netop som interessen i oplysningen og dens historie vokser. Myten lyder, at selve årsagen til europeisk oplysning og ytringsfrihed er ingen ringere end – Martin Luther! Ved således at rodfeste
oplysningen i refomation og protestantisme får man det til at se ud som om oplysningen er både kristen og en «dansk værdi» - ja, som noget der gror direkte ud af hjemlig, hellig muld.
Det er imidleritid en grov og selvfed historieforfalskning. Det nærmeste Luther kom oplyste temaer var at han som ung krævede frihed – vel at mærke hans egen frihed til kætteri imod paven. Friheden angik ikke
nogen som helst andre strømninger eller tanker. Så såre Luther fik den mindste magt, var han ligeså rabiat over for andreledes tænkende som den katolske kirke – ja, værre. Han var sammenbidt antisemit og krævede
nedbrænding af alle jødiske ejendomme og fordrivelse av jødene.
Han indførte forbud mod fremstilling og besiddelse af katolske bibler. Også skrifter af konkurrerende
reformatorer ble forbudt og straffet med døden. Reformationens såkaldte «venstrefløi» viste han ingen nåde – gendøpere og «sværmere» skulle lide døden. Oprørske bønder
skulle med en berømt vending slås ned «som gale hunde». Åndssvage børn havde ingen sjæl og skulle dræpes, ligesom han med ildhu krævede afbrænding af hekse. Over for tyrkerne, som var djævlens
instrumenter, kunne man ikke være grusom nok.
At oplysningens skillelinje mellom stat og kirke skulle stamme fra Luthers skel mellom det åndelige og det verdslige regimente, er
ren mytologi. Tværtimod allierede Luther sig med tyske fyrster, og lutherske stater oprettede prompte statskirker. Den verdslige straffelov i disse stater indførte i stort omfang Moseloven og kriminaliserende gerninger, der ikke før havde
været forbrydelser, og strammede straffen for andre.
De lutherske stater var ikke demokratiske – tvært imod var de absolutistiske, og mange områder blev styret af stat
og stskirke i fællig. Især blasfemi forfulgte Luther. Endnu i Danske Lov fra 1683 har vi en blasfemiparagraf, der overgår Pakistans. Ifølge den skal gudsbespotteren have tungen skåret ud i levende live, derefter skal hånden
hugges af (hvis den har været delagtig i blasfemien), endelig skal hovedet avhugges. Sluttelig skal disse legemsdele udstilles til skræk og advarsel.
Det er sigende,
at disse drakoniske bestemmelser fastsættes tretten år efter det første afgørende krav om fuld ytringsfrihed og tolerance – libertas
philosophandi – fremsættes i den spirende oplysning. I Spinozas Tractatus Theologico-Philosoficus fra 1670. Det var oplysningen – og på ingen
måte reformationen – der bragte disse tanker ind i europeisk kultur.
Oplysningen havde naturligvis mange kilder, i antikken, hos renæssancens fritænkere og ateister
– men dens første afgørende gennombrud var den sekulære andengenerationsindvandrer, jøden Spinoza. Den radikale opplysning Spinoza, Bayle, Didetrot, d’Holbach og mange andre, måtte kæmpe en lang, sejg og livsfalig
kamp imod kristendommen, både i dens lutherske, calvinske og katolske varianter. De mærkede ikke noget til at at oplysning og ytringsfrihed skulle stamme fra reformationen. Først i løbet af 1800-tallet bredte disse prinsipper sig
for alvor i europæisk politik – i Danmark med Grundloven i 1849 – efter en hård kamp imod kirke og enevælde.
Det eneste halmstrå, denne rystende historieforfalskning
har at klynge sig til, er at visse begivenheder i reformationen gavnede oplysningen – helt imod reformationens intention. At almindelige mennesker lærte at læse var for at indoktrinære dem med katekismen – det viste sig imidlertid,
at en stigende mængde af dem efterhånden begyndte at bruge denne nye evne til at sætte sig ind i mere oplyste tanker. Hertil kom, at reformationen skabte en række sprækker mellom kirkernes autoritet, hvor oplysning kunne pible
frem.
Fx. bevirkede huguenotternes uddrivelse fra Frankrig, at disse veluddannede protestanter som flygtninge bosatte sig rundt omkring i Nord-Europa, hvor de ikke hørte under nogen
af de existerende statskirkers jurisdiktion. Derfor kunne oplysning bræde sig blandt sækulære huguenotter. Men det har intet som helst med reformationens teologi eller politik at gøre. Det er lutter overtro.
Man hører ofte, at det islam har brug for, er en Luther. Hm – en antisemitisk, teokratisk fundamentalist med blodtørst overfor anderledes tænkende? Sådan en har islam da allerede –
han hedder Osama bin Laden».
(sitat slutt)
En av
bidragsyterne i tidsskriftet er cand.jur. Jacob Mchangama (f. 1978). Jeg siterer ham nedenfor. Beskrivelsen er høyst relevant også for Norge under dansk styre: 1537 -1814.
(De to kongerikene
var på ulikt vis forent mellom 1380 og 1814. Disse 434 år har fra norsk side, særlig etter den nasjonale bevisstgjøringen på 1800-tallet, blitt omtalt som 400-årsnatten).
"I en hyppigt forekommende udlægning af, hvad der ligger til grund for den danske demokratiske tradition, udpeges kristendommen, nærmere bestemt den evangelisk-lutherske protestantisme, som det ideologiske grundlag for vores moderne
frihed. Dette bygger på en tolkning af Luthers adskillelse af det verdslige og det åndelige regimente som en selvsekularisering.
I det følgende vil der dog blive givet stillet spørsmålstegn
ved denne forklaring, i det reformationen tværtimod syntes at lede til indførelsen af et stærkt centraliseret enevælde, som med vold og magt indførte og fastholdt den "rene lære" - og i første omgang altså
medførte en indskrænkelse i den personlige frihed såvel som i religions- og ytringsfriheden.
Sigtet med denne artikkel er derfor at advokere for at ovennævnte argument lider af
alvorlige forklaringsproblemer og mangler historisk forankring...Rent faktisk var religiøst baserte love en vigtig del av tiden efter reformationen, særlig under enevælden, der hægede om Danmarks status som en strengt evangelisk-luthersk
stat. Helt frem til vedtagelsen af grundloven i 1849 fandtes en række love, der eksplicit diskriminerede på baggrund af religion og straffede folk, der afveg fra religiøse normer. Denne praksis gjorde grundloven og dens menneskerettigheder
op med.
Strafferetten er særlig egnet til at belyse, hvorledes reformationen fik indflydelse på stort set alle aspekter av danskernes liv. Med reformationen blev kirken til en statskirke, og
de forbrydelser der førhen hørte under kirkens jurisdiktion, herunder kætteri, blasfemi og trolldom, blev derfor til almindelige borgerlige forbrydelser...
Etter reformationen - og det
allerede fra 1537 - blev en række forseelser nu betegnet som en forbrydelse mot Gud, og dermed var staten forpliktet til at straffe synderen som et værn mot Guds fortørnelse, som ellers ville manifestere sig i krig, død, sygdom og
ulykker.
I en berømt sag fra 1620 mod matematikeren og samfundskritikeren Christoffer Dybvad dømmes denne således, fordi han "groveligen havde forgrepet seg imod Gud, den kristelige
religion, og kirkeceremoniene", ved blandt andet at have kritiseret den ortodokse lutherdom og ledende danske teologer.
Forbrydelser mot sædeligheten bliver et markert indsatsområde for staten
efter reformationen...Udviklingen frem mod at gøre Danmark til en egentlig konfessionel stat, hvor alene den evangelisk-lutherske lære nød fremme, tog fart i 1569.
I dette år
udstedte Frederik II de såkaldte "Fremmedartikler", der bestod av 25 "kristelig artikler om den rette og sande religion", som alle der var kommet til landet inden for de seneste to år, og alle tilflyttere herefter skulle høres i og sværge
på som sande...Personer, der ikke ville sværge på fremmedartiklerne, havde tre dage til ad forlade riget. Blev man længere, var straffen også her døden og fortabelse av gods...Reformationens strenge religiøse
enhedsstat kulminerede i Kongeloven fra 1665, og i særdeleshet med Danske Lov fra 1683, der udgjorde dennes "grunnlov". Disse love gør vigtigheten av religion og religiøse dogmer meget klar".
--------------------
Den norske Luther-kjenner Ronnie Johanson er en av mange bidragsytere i dette utmerkede (og stadig aktuelle) danske forsknings-tidsskriftet. Han kan ikke smykke seg med en doktor-betegnelse, men hans artikkel er
faglig sett fullt på høyde. Den kan leses nedenfor. Den har ikke mindre «professorale» kvaliteter, men er sidestilt med de øvrige artikler.
Ronnie Johanson er omtalt som «Norsk
skribent. Har utgitt en rekke religionskritiske bøger».
http://www.kritik.gyldendal.dk/~/media/Kritik_195_9.ashx
20.03.2017 (rev. 21.03)
G. Ullestad